Støt sagen og giv din mening til kende! Køb en eller flere af nedenstående streamere - format ca. 20 x 15 − og støt kampen mod EuroPark og alle de andre plattenslagere, der ustandseligt prøver at komme i lommerne på os!

JEG ANERKENDER IKKE PRIVATE VÆRNS RET TIL AT

UDSKRIVE BØDER FOR INGENTING -

OG JEG BETALER DEM IKKE

www.kollektivesoegsmaal.dk

DER MÅ VÆRE EN GRÆNSE FOR UDPLYNDRINGEN.

www.kollektivesoegsmaal.dk

PRIVAT STRAFFERET − NEJ TAK!

www.kollektivesoegsmaal.dk

VI UNDSIGER UDPLYNDRINGSSAMFUNDET − VI VIL HAVE VELFÆRDSSAMFUNDET TILBAGE!

www.kollektivesoegsmaal.dk

DET ER STATSMAGTENS PLIGT AT BESKYTTE BORGERNE MOD

VIRKSOMHEDERNES OVERGREB. DET GØR DEN IKKE LÆNGERE -

DEN STØTTER DEM!

www.kollektivesoegsmaal.dk

VORES LOVGIVERE MÅ PRØVE AT GENFINDE FORSTÅELSEN AF,

AT DET ER OS DE REPRÆSENTERER

www.kollektivesoegsmaal.dk

LAD VÆRE MED AT HANDLE I DE BUTIKKER, DER DELTAGER

I PARKERINGS-SVINDELEN

www.kollektivesoegsmaal.dk


Pris: 108 kr. pr. Stk inkl. Porto. Send din bestilling til kollektivesoegsmaal @gmail.com

Du kan også bestille et abonnement på nyheder i sagen, herunder CHR's processkrifter.

Pris: 50 kr så længe sagen løber.

I sagen, verserende for Næstved Ret,

BS 50 − 1245/2013

Europark A/S contra Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck,

Konstateres det, at sagsøger har indgivet såvel stævning som replik uden henvisninger til retskilder, og uden at være fremkommet med nogen retlig kvalifikation af påstanden. Der indgives derfor følgende:

Modstævning

Idet undertegnede, Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck,
boende Rislevvej 1, 4700 Næstved,

hermed indstævner
EuroPark A/S
Lanciavej 1A
7100 Vejle

til som sagsøgt at møde for retten i Næstved, på den af retten ved påtegning på denne stævning berammede dag og tid, hvor sagsøgte skal svare i sagen samt medtage de dokumenter, han vil påberåbe sig, og hvor undertegnede vil nedlægge følgende

( For at undgå forvirring vil der i det følgende ikke blive henvist til sagsøger og sagsøgte, men til parterne: EuroPark A/S, forkortet EP, og Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck, forkortet CHER.)

Påstande:

Påstand 1.

EP tilpligtes at anerkende, at grænsen for, hvad der med rette kan opfattes som et kvasiløfte, hvor nogen parkerer på pladser, der er bevogtet af EP, går ved den materielle overholdelse af den annoncerede tidsbegrænsning for parkeringen.

Påstand 2.

EP tilpligtes at anerkende, at det på skilte annoncerede påbud (sic) om benyttelse af P-skive er uden hjemmel.

Påstand 3.

EP tilpligtes at anerkende, at de "afgifter", der udstedes ved overtrædelse, dels af tidsbegrænsningen, dels ved ikke-efterkommelse af det som ovenfor anførte uhjemlede påbud om P-skive, reelt er en bod, idet der klart er tale om en sanktion.

Påstand 4.

EP tilpligtes endvidere at anerkende, at denne bod er uhjemlet i gældende ret, idet der ikke kan påvises et tab.

Påstand 5.

EP tilpligtes at anerkende, at opkrævningen af en "afgift" på 590 kr. - i nogle tilfælde 650 kr. - for en overtrædelse af et ligegyldigt (og tildels retsstridigt) vilkår udgør et retsmisbrug, der ikke bør nyde retsbeskyttelse.

Påstand 6.

EP tilpligtes endelig at anerkende, at EP s systematiske informering af offentligheden - eller påståede debitorer - om, at påligningen af disse boder og deres størrelse hviler på en "fast retspraksis" er ukorrekt og derfor en retsstridig vildledning, som gennemføres med det formål at skaffe EP en uberettiget økonomisk fordel.

Sagsfremstilling:

EPs virksomhed falder i to dele:

1.
EP installerer og driver dels betalings- og overvågningsanlæg på områder, hvor der skal betales for at parkere.

2.
EP bevogter parkeringspladser, hvor parkering er gratis, men tidsbegrænset.

Den første del af EP s aktiviteter har CHER ingen indvendinger mod. Den anden del er − som den praktiseres − efter CHERs opfattelse særdeles odiøs og tildels retsstridig.

Bevogtningen af gratis parkeringspladser er oftest karakteriseret ved, at disse er placeret ved store butikker og indkøbscentre. De handlende og deres foreninger, som råder over parkeringspladserne, er oftest ikke interesseret i at indføre betalt parkering, fordi det formodes at kunne forringe deres konkurrencestilling. Kun meget få af disse butikker har oplevet problemer med uvedkommende parkering og langtidsparkeringer.

Men når EP kommer og tilbyder dem et meget stort beløb − alt efter antallet af P-pladser oftest mellem 200 og 300.000 for et gennemsnitligt supermarked - uden nogen modydelse udover at overlade "bevogtningen" af et område, der i sig selv ikke kaster noget af sig, men kun er en belastning, til EP, er det de færreste der siger nej. Mange af dem forstår ikke, at de derved medvirker til at bedrage deres trofaste kunder.

Det beløb, som EP tilbyder den enkelte grundejer (eller lejer) bygger på en iskold kalkyle. Man ved gennem lang erfaring, at så og så mange ud af 1.000 bilister glemmer at stille P-skiven. For at "fange" en bestemt procentdel af dem skal man patrouillere området så og så ofte, og det koster så og så meget. Så kan man beregne den sandsynlige indtægt, og forretningsejeren tilbydes 20 eller 25% heraf, dog som et fast beløb, da man ikke ønsker at nogen skal vide, HVOR meget EP tjener; det er er "fortrolig forretningshemmelighed", som man udtrykker det.

EPs virksomhed udspringer altså ikke af et reelt behov, men udelukkende af muligheden for at bondefange sagesløse bilister, der uden nogen konsekvens for andre glemmer at stille P-skiven i de gennemsnitligt 15 minutter, de er om at handle. Det er et forsvindende antal af de samlede "afgifter", der udstedes til personer, der materielt har krænket de gældende parkeringsbestemmelser; det er P-skive "påbudet", der indbringer de store summer.

EP har − i hvert fald i en lang periode − aflønnet sine P-vagter provisionsmæssigt, og denne kendsgerning samt det meget store antal klager over uberettigede bøder og EPs usædvanlige mangel på vilje til at korrigere åbenlyse urimeligheder er klare indikationer af, at uhæderlighed og hæmningsløs berigelse er det herskende paradigme og ikke en hensigt om at beskytte legitime rettigheder.

Et eksempel på en bona fides forvaltning af en parkeringsfacilitet og et dertil knyttet aftaleforhold (dersom et sådant eksisterer) er den, der praktiseres i indkøbscenteret Fields. Her er der 3 timers gratis parkering. Der stilles ingen krav om P-skiver eller røde papnæser, idet der er opsat et betalingsanlæg med bomme, som skal passeres for at komme ind og ud. Ved indkørslen udskrives en billet, indeholdende oplysninger om ankomsttidspunktet på elektronisk form. Forinden udkørsel fra området skal denne billet indsættes i en betalingsautomat, og dersom tidsgrænsen er overskredet, skal der erlægges 12 kr. pr. påbegyndt time, forinden en billet udskrives, der muliggør udkørsel gennem bomanlægget. Ingen pønitive afgifter, der er totalt ude af proportioner. Af ovenstående følger, at CHER anser EPs praksis for IKKE at være bona fides, hvad der vil blive set nærmere på i forbindelse med gennemgangen af påstand 5.

Begæring

Det er som det fremgår af ovenstående nødvendigt for at påvise karakteren af EP s virksomhed, at der fremlægges dokumentation for kontrakts- og ansættelsesforhold. CHER skal derfor genfremsætte sin begæring fra duplikken:

"Sagsøgte forlanger, at EuroPark fremlægger den relevante dokumentation. Vidneførelse kan under ingen omstændigheder opfylde dokumentationskravet,særligt ikke, da vidnerne må formodes at være forment adgang til at svare på spørgsmål, der vedrører de "fortrolige forretningshemmeligheder", som aftalernes materielle indhold karakteriseres som (men måske nok de ikke-fortrolige forretningshemmeligheder?) og sagsøgte begærer, at Retten afsiger kendelse herom."

Anbringender:

Ad påstand 1:

Der er næppe 1% af befolkningen, der har nogen anelse om, hvad et kvasiløfte er. Det gøres derfor gældende, at det krav, som a priori må stilles til et kvasiløfte er, at det må være således beskaffent, at løftegiveren ikke er i tvivl om, hvad han har afgivet løfte om; det må m.a.o. være simpelt, set fra løftegiverens synspunkt. At kunne parkere sin bil udenfor den butik man agter at handle i er en indlysende del af den service, som butikker yder. Uden denne facilitet er det umuligt at skabe en fornuftig omsætning.Den herskende sædvane har derfor siden bilens opfindelse været, at man frit kan parkere sin bil mens man handler.

De fleste mennesker vil i deres fortravlede hverdag ikke være i stand til at gennemføre deres nødvendige indkøb, dersom der ikke er parkeringspladser til rådighed i umiddelbar nærhed af de butikker de benytter. Der opstår derved et afhængighedsforhold, som gør at styrkeforholdet mellem parterne bliver skævt, specielt efter at EP og lignende virksomheder med store summer har "overtalt" de forretningsdrivende til at lade EP administrere parkeringspladserne, således at man reelt ikke længere har mulighed for eller i det mindste har meget vanskeligt ved at vælge de supermarkeder fra, hvor EP s (eller tilsvarende virksomheders) urimelige bestemmelser er gældende.

Det er ikke alene rimeligt, men også ganske indlysende, hvad der skal forstås ved en sålydende tekst: "Parkering tilladt i højst 2 timer".

Det er derimod IKKE indlysende, hvad der skal forstås ved følgende tekst: "Parkering tilladt i højst 2 timer. Overtrædelse kan medføre pålæggelse af afgift kr. 590 pr.påbegyndt døgn. P-skive påbudt" (bilag D). Det er i særdeleshed ikke indlysende, hvorfor en ukorrekt indstillet P-skive skulle kunne udløse en afgift på 590 kr. Desuden udgør ordet "kan" et usikkerhedsmoment, der gør budskabet endnu mere kryptisk.

Det gøres derfor gældende, at kvasiløftet − hvis da der er tale om et sådant − kun kan omfatte den MATERIELLE overholdelse af tidsbegrænsningen.

Ad påstand 2:

Der ses ikke at være nogen hjemmel til at udstede et påbud om P-skive. Det er ikke lovpligtigt at have en P-skive; kun på de steder på offentlig vej, hvor der er tidsbegrænset parkering hersker der et sådant OFFENTLIGT påbud, hvad der ikke giver EP hjemmel til at udstede dette påbud. Det fremgår ikke af påbudet, at P-skiven skal være indstillet "korrekt". Det fremgår endvidere, at "overtrædelse KAN medføre en pålæggelse af afgift kr. 590" men ikke, hvilke omstændigheder der afgør, om dette sker eller ej, hvilket for det første efterlader brugeren af P-pladsen i vildrede, for det andet synes at være et brud på lighedsprincippet. (Bilag D)

"Det er hovedreglen, at en person ikke kan give bindende eller forpligtende påbud til en anden."

(Henry Ussing, Aftaleret, 3. udgave, s. 401 linie 2.) (Bilag E)

Det er særligt indlysende, at nærværende påbud et uhjemlet, og det gøres derfor gældende, at ovennævnte hovedregel ikke kan fraviges, fordi 1) dets umiddelbare konsekvens er, at den part, der er genstand for påbudet pålægges ensidigt at løfte bevisbyrden for, at han materielt har overholdt aftalen, hvilket strider mod grundlæggende retsprincipper; 2) Som det er påvist i anbringendet, der knytter sig til påstand 5, formålet med påbudet er at udøve et retsmisbrug.

Ad påstand 3:

Det gøres gældende, at det er uden retslig betydning, at man vælger en eufemistisk betegnelse for en bod. Hvis det var tilstrækkeligt, kunne de vagtselskaber, der leverer dørvogtere til diskotekerne, opsætte et skilt med, at "støjende og uefterrettelig adfærd samt opkastning og urinering uden for toiletterne kan udløse ansigtsreguleringer" og uddele kæbeslag til gæsterne, idet man henholdt sig til, at der ikke var tale om vold men udelukkende kosmetiske tiltag.

"Afgiften" indtræder KUN, hvis man holder længere end det angivne tidspunkt ELLER glemmer at stille sin P-skive. Der er altså − især i det andet tilfælde − tale om en sanktion. Der er ikke nogen logik i, at en P-afgift stiger fra kr. 0 til kr. 590 på et minut. Det er en sanktion − en pønitiv foranstaltning. Hertil er der ingen hjemmel i aftaleretten.

En afgift er noget der erlægges for at nyde en ret. Man har ikke nydt nogen ret, blot fordi EP konstaterer, at P-skiven er ukorrekt indstillet.

Det gøres gældende, at "afgiften" er altså en bod, og er derfor reguleret af erstatningsretten.

Ad påstand 4:

Det er visseligt muligt at aftale faste boder i kontraktsforhold, men for det første er det indlysende, at der bør være en klar accept fra kontrahentens side heraf; det gøres gældende, at et kvasiløfte kan ikke anses for fyldestgørende.

For det andet gøres det gældende, at en bod kun kan komme på tale ved en materiel krænkelse af aftalen, og for det tredje at det er et UFRAVIGELIGT krav, at der kan påvises et tab. Konventionalboder, hvor der erlægges et forud aftalt beløb i tilfælde af overskridelser, typisk dagbøder i forbindelse med byggearbejder eller IT-leverancer, benyttes disse, fordi det er vanskeligt at kvantificere tabet. I det aktuelle tilfælde er det IKKE vanskeligt at kvantificere tabet ved manglende indstilling af P-skiven: Det er kr. 0.

(Henry Ussing: Erstatningsret, 6. oplag, 1962, § 18, s. 134: "For at der kan blive tale om erstatning, må der være indtrådt en skade, og den må have ramt en interesse, der værnes ved erstaningsreglerne. Som hovedregel kræves derhos, at den indtrådte skade kan betragtes som økonomisk, eller at den har medført et formuetab.") (Bilag F)

Ad påstand 5:

Det gøres gældende, at EP s forvaltning af det aktuelle aftaleforhold (for så vidt dette overhovedet eksisterer) er illoyal, fordi 1) Det hverken er rimeligt eller lovligt at pålægge eller rettere påTVINGE aftalepartneren bevisbyrden for, at aftalens materielle indhold er opfyldt 2) Der ikke er nogen skadevirkning af den straffede og uagtsomme undladelse (uagtsomme, fordi aftalepartneren ikke har noget at vinde ved undladelsen) 3) Fordi der ikke er proportionalitet eller rimelighed overhovedet i sanktionen. I henhold til Danmarks Statistik havde danskerne en gennemsnitlig årsindkomst på ca. 270.000 kr. i 2011 svarende til ca. 22.500 kr. om måneden. Heraf udgør A-skat, arbejdsmarkedsbidrag og andre ydelser ca. 50% af det beløb, der ligger ud over fradraget. (som er det beløb, personen skal benytte til at betale EP s "afgifter"). Det vil sige, at denne betydningsløse og uagtsomme undladelse medfører en bod svarende til en arbejdsdags udkomme (idet der er 22 arbejdsdage i en måned) efter skat og øvrige ydelser, eller en dags hoveriarbejde for Europark.

I sin disputats "Retsmisbrug i formueretten" (Jurist − og Økonomforbundet, 2001) slår Jens Evald fast, at "retsmisbrug foreligger, når en ret udøves …......under omstændigheder, som betyder, at der er et væsentligt misforhold mellem rettighedshaverens interesse i at udøve retten og ulemperne for den forpligtede, og hvis det.....er urimeligt eller i strid med redelig handlemåde at gøre retten gældende."

Videre:

....."Som det fremgår, er det den urimelige, uredelige eller utilbørlige retsudøvelse, som kendetegner misbruget, og retningsgivende herfor er almindelige, samfundsetiske handlenormer". (side 42, linie 3 til 20). (Bilag G) Det tør siges, at "money for nothing" ikke er en samfundsetisk handlenorm.

I disputatsen gennemgåes 2 Højesteretsdomme omhandlende retsmisbrug; nemlig U 1981.300 HD og U 1985.766 HD, hvoraf særligt sidstnævnte har direkte relevans til det foreliggende forhold. I denne dom fastslås det, at forsikringsselskabet Codans vægring mod at opfylde en forpligtelse til at erstatte et forsikret pantebrev, der fortabtes ved en tvangsauktion, udgjorde et retsmisbrug, SELV om der eksisterede et klart aftalevilkår om, at en transport til den forsikrede skulle tinglyses, og at dersom tinglysning ikke havde fundet sted bortfaldt forsikringsselskabets forpligtelse til at erstatte det. Pantebrevets ejer havde IKKE tinglyst transporten, men Højesteret fandt, at vilkåret var uden materiel betydning, idet tinglysning ikke ville have ændret Codans risikobedømmelse, og at Codans interesser heller ikke på andre måder var tilsidesat ved den manglende tinglysning. (Bilag H)

Det gøres gældende, at på nøjagtig samme måde er den manglende justering af P-skiven fuldstændig uden faktuel betydning for EP. DERSOM der er tale om et kvasiløfte fra CHERs side; DERSOM dette kvasiløfte omfatter "korrekt" brug af P-skiven; DERSOM det omhandlede påbud skulle være hjemlet og DERSOM sanktionen er hjemlet i aftale- og erstatningsretten, så udgør den ikke desto mindre et klart retsmisbrug.

Ad påstand 6:

Påstand 6 anses for kvalificeret ved ovennævnte og dokumenteret ved bilag C (til CHERs svarskrift i sagen)

EP, som har rigelig, kvalificeret juridisk assistance, kan på ingen måde være uvidende om, at der ikke eksisterer en fast retspraksis, og at den juridiske konstruktion under EP s administrative praksis er mere end tvivlsom. Det forhold, at "afgifter" søges aggressivt inddrevet under henvisning til en "fast retspraksis" udgør derfor efter CHERs opfattelse en de facto opfyldelse af gerningsindholdet i Straffelovens § 279.

I sin replik har EP v./ adv. Thomas Jørgensen tilladt sig at bemærke, at "sagsøgtes anbringender ses ikke at have juridisk indhold", (Hvad der formentlig bunder i, at samme ikke har kunnet finde CHER i Juridisk Stat). Dette turde hermed være gendrevet.



Baggrund

Pr. 1. januar 2008 har en længe tiltrængt lovændring åbnet op for kollektive søgsmål. Det vil sige, at en større eller mindre gruppe personer, som har eller mener at have et krav på en anden, typisk en virksomhed, kan sagsøge denne som én person og dermed dele de meget store omkostninger, der ofte er forbundet med at føre en retssag.

Dette betyder, at tusindvis af mennesker, som er blevet krænket af større og mindre virksomheder, nu har en reel mulighed for at få deres ret. Det er initiativtageren til denne portals opfattelse, at en lang række virksomheder systematisk har krænket forbrugerne i en årrække vel vidende, at almindelige mennesker hverken har råd eller overskud til at søge deres ret i et tungt og kompliceret retssystem. Man kan i mange tilfælde sige, at krænkelsen simpelthen har været en del af den forretningsmæssige kalkyle.

Mission

Der er imidlertid en opgave, der skal løses før man kan søge sin ret: Man skal finde et antal personer, som har været udsat for en tilsvarende krænkelse og nærer det samme ønske. Det er formålet med denne hjemmeside: At fungere som et sted, hvor folk med sammenfaldende interesser finder hinanden.

Vi tror ikke på det Grådighedens Evangelium, der har drevet vores samfund i et årti eller mere. Hvad det har ført med sig af ulykker er vist ved at blive klart for enhver. Vi skal ikke tjene store penge, og siden er derfor gratis at benytte,

Vi har tilknyttet professionelle rådgivere – de tager sig naturligvis betalt for deres arbejde, men det er til gengæld mennesker, der tror på sagen og som er 100% loyale overfor deres klienter – hvad der nok er blevet mindre og mindre almindeligt.

Denne side anbefaler kun rådgivere, hvis kompetence og loyalitet vi kan stå inde for.

Loyal optræden er efter vores opfattelse ensbetydende med:

  • 1. At der kun anlægges sager og udføres arbejde, hvor der er gode udsigter til at vinde
  • 2. At der så vidt muligt søges fri proces
  • 3. At salærberegningerne står i rimeligt forhold såvel til sagsgenstanden som det udførte arbejde.
  • 4. At det udførte arbejde er af højeste kvalitet.

Verserende sager

Europark mod Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck
Der er til dato ingen, som har turdet udfordre de private P − værn. Folk har betalt snarere end at risikere en lang og kostbar retssag. Den kommer nu.

Som det vil fremgå af nedenstående, gør C.H. Rørbeck gældende, at der ikke eksisterer et retsgrundlag for dele af Europarks virksomhed. Hvis Europark taber denne sag, kan det betyde enden på de private P − virksomheders terrorisering af danske bilister.

Hvis du har fået en "afgift" indenfor de sidste 3 år, kan du indtræde i sagen. Jo flere deltagere vi får, desto større bliver regningen til Europark, hvis de taber. Skriv til kollektivesoegsmaal@gmail.com hvis du ønsker at indtræde eller bare støtte sagen.

I svarskriftet forklarer sagsøgte, hvorfor han ikke mener, at Europark har nogen ret til at optræde som retshåndhæver på privat grund.

SVARSKRIFT

I sagen: BS 50 − 1245/2013

Europark A/S contra Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck


Påstand 1:

Frifindelse.

Påstand 2:

Sagsøger tilpligtes at anerkende, at hans udstedelse af "afgifter" af pønitiv størrelse er retsstridige, samt at en påligning af "afgift" uden at en overtrædelse af parkeringsfristen er dokumenteret, og uden at et tab er påvist, samt hans postulater om, at denne praksis er institutionaliseret ved en "fast retspraksis" er retsstridige.

Sagsfremstilling:

Sagsøgers sagsfremstilling er korrekt.

Anbringender:

  1. Det er ikke − trods gentagne provokationer desangående − dokumenteret, at sagsøger har nogen som helst ret til ad administrere det pågældende parkeringsområde. Alene af den grund må alle krav om gebyrer og omkostninger afvises. Det er indlysende, at man ikke kan rejse et krav uden at dokumentere sin ret hertil. Sagsøger opfordres til at fremlægge fyldestgørende dokumentation. Dette er også væsentlig for påvisningen af den karakter, håndhævelsen af ensidige og arbitrære parkeringsbestemmelser har antaget. Ligeledes må rykker− og inkassogebyrer afvises, selvom retten skulle finde sagsøgers krav berettiget, da jeg fra første færd har meddelt, at jeg ikke agtede at betale af de grunde, der er anført i form af de øvrige anbringender. (Bilag A)

    Dokumentationen bør indeholde en kopi af den aftale, der foreligger mellem Europark og ejeren af det pågældende grundstykke/matrikelnummer. Da der mig bekendt er tale om offentlig vej, må det altså være Gentofte Kommune. Hvis dette er tilfældet, kan privatretlige regler ikke finde anvendelse, idet det bestrides, at Gentofte Kommune har hjemmel til at udlicitere retshåndhævelsen til et privat firma iht. Retsplejeloven.

  2. Dersom privatretlige regler kan antages at finde anvendelse for området, bestrides det endvidere, at der foreligger en bindende aftale mellem undertegnede og grundejeren, blot fordi denne har opsat skilte. Der foreligger ikke nogen aftale, medmindre der er underskrevet et dokument.

    Ved indgåelse af kontrakter er det blevet almindeligt, at kontrahenterne underskriver alle sider af kontrakten, for at den ene ikke senere kan påberåbe sig at have være ubekendt med nogen del heraf. At påstå, at man har godkendt de ensidige, ubegrundede og urimelige bestemmelser Europark opstiller UDEN at denne accept er éntydig og dokumenteret strider mod gældende dansk aftaleret.

    Europark gør gældende, at der er tale om en kvasidisposition, hvilket hermed bestrides af den enkle årsag, at parkering er gratis. (i 2 timer). Det er derfor på ingen måde indlysende, at man skal sætte sig ind i og følge div. ensidigt fremsatte krav, som er uden betydning for betingelsernes overholdelse, såsom at sætte sin P−skive eller iføre sig en rød papnæse.

  3. Det bestrides, at reglerne for parkering skulle være overtrådt. Det bestrides endvidere, at brugen af P−skive i privatretlig sammenhæng kan betragtes som det eneste retsgyldige bevis for parkeringens varighed.

    Af skiltningen fremgår, at det er tilladt at parkere i op til 2 timer på stedet. Jeg har parkeret udelukkende med det formål at handle i Superbest, og jeg er i besiddelse af en kassekvittering der viser, at jeg har forladt butikken 15 minutter efter at den påståede observation af mit køretøj er indledt. Der er endvidere en pensioneret major i Livgarden der kan bevidne, at jeg har opholdt mig på Ordrup Jagtvej 10 minutter efter det tidspunkt, der er angivet på kassekvitteringen. (Bilag B)

    Det må således påhvile Europark at løfte bevisbyrden for, at jeg skulle have overtrådt de annoncerede bestemmelser på stedet.

  4. Det bestrides endvidere, at Europark skulle være berettiget til at beregne sig et gebyr på 590 kr, hvad der svarer til en hel dagløn efter skat, blot fordi man har glemt at stille P−skiven. At man kalder dette beløb for "gebyr" og "afgift" ændrer ikke ved den kendsgerning, at det alene på grund af sin størrelse har en klart pønitiv karakter, som ikke på nogen måde står i forhold til transgressionen. Der er reelt tale om en privat, strafferetlig foranstaltning, en sanktion, som er uden hjemmel i gældende ret. At sanktionen for en uagtsom undladelse af denne art skulle kunne antage karakter af én dags hoveriarbejde − idet "afgiften" beløber sig til en gennemsnitlig dagløn efter skat − strider endvidere mod menneskerettighederne.

  5. Det gøres endvidere gældende, at eventuelle overtrædelser af "en stiltiende aftale" − en kvasidisposition − dersom retten finder, at en sådan foreligger − skal sanktioneres efter almindelige erstatningsretlige regler, hvilket vil sige, at den krænkede skal dokumentere, at krænkerens handling eller undladelse har påført ham et tab svarende til sanktionen. Der er ikke i erstatningsretten nogen margin for pønitive addenda. Der er tale om hvad man kunne kalde en "kvasi−krænkelse", altså en krænkelse, som reelt ikke ER en krænkelse, fordi den "krænkede" ikke påføres noget tab eller anden ulempe end den han pålægger sig selv.

  6. Ad påstand 2:

    Det gøres gældende, at den virksomhed Europark reelt udøver er retsstridig; hvad man med rette kunne kalde marodørvirksomhed, idet man placerer sig i slipstrømmen fra den offentlige beskatning af parkering uden at der foreligger nogen indlysende ret hertil. De faktuelle forhold vedrørende det aktuelle engagement med den pågældende (ukendte) grundejer samt en række andre kontrahenter, mange supermarkeder, er følgende:

    De pågældende grundejere/butikker har ikke og har aldrig haft problemer med fyldte parkeringspladser, uvedkommende parkering eller ulovlig langtidsparkering. Man ønsker ikke at opkræve en parkeringsafgift, idet man frygter, at man derved forringer sin konkurrencestilling. Men så kommer Europark med et tilbud, man ikke kan afslå: Butiksindehaveren får kontant og uden betingelser et større beløb, typisk 200 − 300.000 kr. årligt, uden nogen modydelse andet end den at overlade "bevogtningen" af det ubelastede parkeringsområde til Europark. Dette beløb bygger på en iskold kalkyle af, hvor mange besøgende parkeringspladsen har på hvilke tidspunkter, og hvor stor en andel af disse der glemmer at stille parkeringsskiven. Ved en betaling til ejeren på 200.000 kr findes break even altså omkring 400 udskrevne parkeringsbøder på ét år. Hertil skal så lægges de administrative omkostninger ved at have folk ansat til at køre rundt og uddele "afgifter". Da disse folk efter det overfor sagsøgte oplyste er provisionslønnede eksisterer der altså en klar interessekonflikt mellem den "retfærdighed" man selv hævder at håndhæve og de ansattes personlige interesser. Resultatet er da også, at man i Danmark vil kunne finde tusindvis af mennesker, der er parate til under strafansvar at erklære, at er blevet pålagt afgifter af Europark I STRID med de bestemmelser, Europark hævder at håndhæve.

    Sammenholdt med det faktum, at meget få får medhold i deres klager (jeg kender selv ingen tilfælde) samt det, at Europark aggressivt og intimiderende forfølger disse imaginære "krænkelser", idet man forsøger at bibringe "skyldneren" den opfattelse (bilag C), at Europarks krav hviler på en anerkendt retspraksis, til trods for, at de i nærværende søgsmål anførte påstande vedr. privatretlige regler og disses applikation − herunder fastsættelsen af "afgiftens" størrelse − aldrig har været gjort til genstand for en retslig prøvelse, foreligger der efter sagsøgtes opfattelse klar retsstridighed, idet man forsøger at bibringe hhv. bestyrke en vildfarelse eller en ubegrundet opfattelse af, at Europarks forretningsmetoder er anerkendte af retssystemet, for derved at opnå den økonomiske fordel, der opstår ved at man i stor stil kan opkræve og inddrive krav, der i høj grad må betegnes som tvivlsomme.

    Det er derfor afgørende for bevisførelsen, at Europark fremlægger den kontrakt, man har med den pågældende grundejer, samt af Europark fremlægger 3 ansættelseskontrakter for sine parkeringsvagter, der skal være mindst ét år gamle. Sagsøger opfordres hermed til at fremlægge denne dokumentation.

Carl Henrik Engelbrekt Rørbeck



Bilag A: Kopi af skrivelse fra sagsøgte til sagsøger af 23.2 2013.

Bilag B: Kopi af kassekvittering

Bilag C: Kopi af skrivelse fra Europark til sagsøgte